|
|
|
Generelle synspunkter i forhold til skolens formål og værdigrundlag. |
|
Dansk
I Rudolf Steiner skolernes lærerplan får danskfaget en speciel stilling ved, at den i de første skoleår omfatter særdeles meget af den helhed, som senere danner grundlaget for en senere opdeling i enkeltfag. Lærer-planen vil derfor fremtræde specielt bred for de første skoleårs vedkommende.
Der undervises i dansk som hovedfagsundervisning fra 1. til 12. klasse. Med 14 uger i de små klasser og 6 uger i overskoleklasserne. Desuden er der ugentlige øvetimer fra 6. klasse.
Det kan være vanskeligt at definere fagets grænser, men tyngden i faget ligger i nogle kerneområder, som klart lader sig beskrive og indlemme i en pædagogisk progressionsplan.
Dansk er det medium næsten alt undervisning bevæger sig i, det er nøglen til at mødes som mennesker, til at udtrykke sig selv og forstå verden, til at kunne tage del i fortidens tanker og nutidens hændelser. Sproget er også ens eget erfaringsfelt, et fænomen med iboende egenart og kvaliteter, lovmæssigheder og struktur, som kan give grundlæggende og udviklingsbefordrende oplevelser gennem en rigtig undervisning. Og sidst, men ikke mindst væsentligt, er modersmålet en umistelig del af vores identitet, vores individualitetsfølelse. Omgangen med dets egne sprog bør derfor ske gennem en helheds opfattelse samt en omfattende pleje af dette ægte menneskelige udtryk.
Det er grundlæggende i vores pædagogik at formidlingen af lærestoffet sker direkte fra menneske til menneske. Lærerens talesprog kommer således i en central position, og brugen af den bør derfor være gennemtænkt og moduleret i forhold til undervisningsindholdet. Et ideal for enhver undervisningssituation er at hvad som siges og hvordan det siges bliver til et troværdigt hele. Af dette følger at læreren arbejder med sit eget sproglige udtryk for på bedste vis at kunne være et berigende, efterlignelsesværdigt forbillede for de yngste elever og en inspirerende, efterstræbelsesværdig impulsator for de ældre elever.
Både indlæringen af skrivning, læsning og regning, samt den første kundskabstilegnelse sker således i mundtlig og kunstnerisk form, uden brug af lærebøger. Fagbøger og skønlitterære tekster tages i brug i takt med behovene på hvert modningstrin, og i de videregående klasser lægges der stor vægt på selvstændig omgang med kilder af enhver slags. Allerede det skrevne eller trykte ord er en abstraktion i forhold det talte, og dette gælder i forstærket grad når forskellige audio-visuelle hjælpemidler tages i brug. På højere klassetrin, særlig efter at eleverne har lært at gennemskue den tekniske side ved apparaterne, kan (bør) disse bruges når læreren vurdere det som gunstigt, men de har ikke ingen plads i undervisningen i underskolen. (se fagplan for it og edb)
Skolens pædagogiske tilnærmelse til sproget bygger på en opfattelse som tager kvaliteterne i lyd, stavelser, orddannelse, klang, rytme, gester, kropssprog, syntaks, sprogmelodi og grammatiske strukturer alvorligt. Sproget som et tankens symbol- og informationssystem føjer sig ind i rækken af de øvrige aspekter. Følgelig bør modersmålsundervisningen omfatte en pleje af samtlige elementer, hvor progressionen i fagplanen tager højde for, at det der lægges vægt på og kræver fordybelse, harmonere med menneskets indre vækst og modning.
Et grundlæggende princip er at gå fra egen erfaring, oplevelser og deltagelse til begrebsdannelse og bevidst beherskelse af alle sprogets muligheder. Videre gælder det at udviklingsmæssigt danner de sansemæssige og de motoriske færdigheder en nødvendig forudsætning for sproget og derved også for tænkeevnen. Den fortsatte pleje af denne sammenhæng sker gennem kunstnerisk aktivitet, som i sit væsen er "bevægelighed", og har som mål at gøre mennesket bevægeligt og kreativt på ethvert livsområde.
Da indhold og undervisningsmetode anses som ligestillede og fagstoffet og måden det formidles på som et hele, vil en beskrivelse af dette derfor blive for omfattende på dette sted. Derfor anføres kun selve de elementerne som danskundervisningen indeholder. Det skal også understreges at det der siges om hver enkelt klassetrins karakter og om generelle alderstrinstræk, er at opfatte som en "nøgle" til valg af kernestof/tema, og at progressionen hyppigt modificeres ud fra den enkelte klasses modningsgrad og behov.
Danskundervisningens elementer
Det første skoleår, en kort metodisk kommentar
Erfaringer viser at barnet i 6-7-årsalderen gennemgår en stærk indre forvandling og modning. Et hovedmoment i denne forvandling er at forestillingsdannelsen frigøres fra det umiddelbare sanseindtryk. Det åbner også for muligheden til at skille sin egen bevidsthed fra omgivelserne og udvikle evnen til at opleve sproget som sådant, løst fra tingene, med andre ord evnen til vilkårlig forestillingsdannelse og erindring. Det er netop disse evner som mobiliseres når vi skriver og læser. At læse betyder en abstrahering, en reduktion af den umiddelbart tonende, talte, hørte og oplevede, helt ned til det afgørende spørgsmål: Hvilke lyde består ordene af, hvilke bogstaver bruges for at udtrykke disse lyde, hvordan formes bogstaverne til et synligt udtryk som er forståeligt for andre?
At læse er en yderligere abstraktion. Både den ydre, motoriske aktivitet og den indre, egne meddelelsesaktivitet bliver tilbageholdt til fordel for en indre, mental proces, hvor det ikke kun gælder om at tolke nedskrevne tegn, men også komme indholdet i møde så det bliver meningsbærende for den som læser.
At lære at skrive og læse er således en dybt gribende intellektuel proces som stiller færdighedskrav til sproglig kompetence, perception og motorik. Disse nye færdigheder er langt fra erobret når barnet begynder i skolen. Det er derfor afgørende at læringsprocesserne sker i takt med den naturlige udvikling og understøtter denne. Det er også vigtigt at indlæringen sker på en måde og har et indhold som indebærer nye erfaringer for alle elever, også for dem som allerede kan læse når de kommer i skole.
Recitation og rytmisk arbejde
På samtlige klassetrin er det aktuelt med fællesrecitation af egnede litterære tekster. Valg af tekst knyttes oftest til det aktuelle undervisningsstof eller til årstiderne og til markering af højtiderne. Recitationerne tjener samtidig både den mundtlige artikulation af sproget, den kunstneriske oplevelse af formen og tilegnelsen af et indhold. Denne øvelsesform giver også mulighed for en berøring af gamle kulturer gennem f.eks. hebraisk, græsk og latin eller aktuelle samtidige sprog som svensk, norsk og islandsk.
Fortællestoffet
Fra og med første skoledag indbefatter undervisningen en fortællestund. Fortællestoffet er fag overskridende og fag uafhængige og kan ledsage alt hovedfagsundervisning fra 1. til 9. klasse. Elevernes genfortælling eller samtale om fortællingen fra dagen før udgør en vigtig bearbejdelse, og emner fra fortællestoffet kan danne udgangspunkt for dramatisering, for tegning og malning, for læsning og for skriftligt arbejde. Modsat kan man vælge fortællestof som fordyber indholdet i en hovedfagsperiode, for eksempel biografierne til nogle af naturvidenskabens pionerer i en fysik- kemiperiode. Sådan kan læsestof og fortællestof udfylde og forstærke hinanden. En speciel udfordring til læreren er desuden at forme og variere sin mundtlige fremstilling sådan at den står som et eksempel på fortællekunst.
Skrivning og læsning
Tilegnelsen af disse grundlæggende færdigheder sker gennem en nær tilknytning til det mundtlige sprog. Abstraktionen fra lyd til bogstav sker gennem en billedmæssig eller en bevægelsesmæssig formidling af lydens kvalitet, både visuelt og auditivt, sådan at skrifttegnet fremstår som en begribelig forvandling af lyden. Skrivningen har også rod i en tegnerisk kvalitet og udvikles langsomt gennem forbilleder. Læsningen begynder med at udtale det man selv har skrevet, og overgangen til læsning af færdige trykte skrifter kommer på et senere stadium. Progressionen vil fremgå af fagplanen.
Udtryksevne, mundtlig og skriftlig øvelse
Fra første dag øves mundtlig udtryksevne gennem rigtige forbilleder, hvor både lærerens mundtlige aktivitet, recitation af kunstneriske tekster og elevens daglige deltagelse gennem genfortælling spiller ind. Korrektion sker i de første år kun sjældent direkte, men helst gennem gentagelse af forbilledet. En vigtig udfordring er at udvikle klassens evne til frugtbare samtaler og diskussioner, en proces som er tæt tilknyttet til elevernes udvikling af deres individualitet. Skrivefærdigheden springer i første omgang ud af det mundtlige, da det er vigtigt at bevarer elevernes skaberglæde. Et systematisk arbejde med f.eks. ortografi kommer først på et senere klassetrin. Gradvis ændres kravene fra spontane fortællinger til saglige fremstillinger, målestokken forskydes fra subjektet til objektet, noget som gælder både indhold og udtryksform, og korrekturen får sin naturlige plads i processen.
(lærerplanen tager udelukkende udgangspunkt i håndskriften, ud fra en vished om at udviklingen af og brugen af en personlig håndskrift er et vigtigt virkemiddel for at kunne udvikle et nært forhold til sproget. Så frem at motoriske eller perceptuelle vanskeligheder gør tilegnelsen af håndskriften til et urimeligt slid, opmuntre vi til at man arbejder videre med håndskriften også efter at edb-undervisningen begynder. At mestre begge skriveprocesser vil være en berigelse i voksen alderen.)
Skuespil, drama
scenisk-dramatisk arbejde går som en rød tråd gennem alle år, fra improviserede dramatiseringer og små temaspil med korisk karakter i de første skoleår til opsætning af et helaftens skuespil med store individuelle udfordringer i 8. klasse.
Sproglære - grammatik, ortografi og tegnsætning
Beherskelse af sprogets grammatiske struktur sker principielt som en bevidstgørelsesproces af det eleverne allerede ved og kan gennem, at de har et modersmål. Dette giver et naturligt grundlag for begrebsdannelse, fra enkelteksempler til de almene regler om ordklasser, bøjningsformer, sætningsled og sætningsopbygning. Med retskrivningen forholder det sig anderledes, da stavemåden af ord bygger på en konvention, hvor både hørbare, forståelige regler og ikke altid forståelige regler spiller ind. Det er væsentlig at hjælpe eleverne til en motivation af det ofte møjsommelige øvningsarbejde. Tegnsætning ligger i grænselandet mellem indre sprogstrukturer, stilistiske virkemidler og fælles konvention, og øves som en del af melodien og rytmen i sproget.
Litteratur, litteraturhistorie
Forholdet til litteraturen plejes aktivt gennem samtlige klassetrin. Både dansk og andre sprogs skønlitteratur, både fortællinger, digte og drama benyttes som kilder, øvelsesstof og formidling af oplevelser. I mellemskolen arbejdes der også med stilepokerne og fremtrædende forfattere fra Danmark, nabolandende og Europa, fordelt efter alderstrinnets behov. I 9. og 10. klasse formidles eksempler fra både oldtid, middelalder og nyere tid.
Nordiske sprog, sproghistorie
Emnerne er forberedt gennem eksempler i recitation, læsning og fortælling gennem mange år. Et systematisk arbejde med disse emner sker i 9. og 10. klasse, hvor der tilstræbes oversigt samt konkrete erfaringer med originaltekster fra forskellige udviklingsstadier indenfor hele det nordiske sprogområde.
Poetik og metrik
0plevelsessiden af sprogets kunstneriske udtryksformer er bygget op fra første skoleår, og får sin systematiske og teoretiske behandling i 10. klasse. Generelære som sådan er dog fordelt over mange år, med tilknytning til overgribende tematik og aktuelle udfordringer for eleverne.
|
|
Sidst opdateret ( Friday, 09 February 2007 )
|
|
|
Steinerskolen |
hvor der tilstræbes et højt, fagligt niveau, men hvor hensynet til barnets udvikling er grundlæggende
hvor det levende ord er i højsædet, og hvor de musiske fag befordrer elevernes sociale evner og boglige indlæring
hvor lærerne henter indsigt og inspiration i Rudolf Steiners pædagogiske impuls
hvor der ikke gives karaktérer i tal, men en skriftlig beskrivelse af barnets udvikling og faglige standpunkt
|
|
