7-års perioder

Grundlaget for pædagogikken er udformet af Rudolf Steiner i forbindelse med hans ledelse af Waldorfskolen i Stuttgart fra 1919.
Steinerpædagogikken anskuer børnenes udvikling i perioder af ca. 7 års varighed og opdrager børnene forskelligt alt efter, hvilken 7-års periode de befinder sig i.

0 - 7 år: Efterligning
De første syv år af sit liv udvikler barnet sig primært ved at efterligne sine omgivelser, ved at gøre det samme som mor og far, søskende osv.
Viljen og trangen til legemlig aktivitet er meget stor i den alder, og barnets sjælelige vækst er helt knyttet til denne.
Pædagogikken i vores Rudolf Steiner børnehave giver disse kræfter i barnet optimale betingelser. I børnehaven lader vi først og fremmest børnene være legebørn.
Vi omgiver dem med naturmaterialer såsom træ, kogler, metal, uld, bomuld, silke og lignende.
Vi lader dem opleve en masse gennem forskellige årstidsfester. Det giver ægte oplevelser for de vågnende sanser.
Vi fortæller remseeventyr, der imødekommer barnets trang til rytme og gentagelse, og folkeeventyr, der giver næring til den vågnende fantasi.
Vi lader børnene være omgivet af voksne, der foretager sig naturlige handlinger, der kan efterlignes: Madlavning, syning, reparation af legetøj, havearbejde m.m. Også den daglige sangleg foregår ved efterligning. 

7 - 14 år: Billedrigdom, kærlig autoritet
l skolealderen før puberteten vågner andre kræfter i barnet, som er af en mere forestillings- og følelsesmæssig karakter. Denne udvikling imødekommes pædagogisk ved en undervisning, der altid tilstræbes at være billedrig og stemningsfuld, og som især i de yngre klasser ikke bør blive abstrakt og intellektuel.
I denne periode er læreren et forbillede for barnet.
Læreren må lære at forstå den verden, børnene befinder sig i og kun langsomt og i overensstemmelse med deres udvikling føre dem i retning af den måde at forstå verden på, de voksne har.

14 - 21 år: Årsag og virkning, selvstændig dømmekraft
I den tredie syvårsperiode er eleverne ved at være klar til at tage dette skridt. Nu kan læreren for alvor forvente en forståelse for årsag og virkning, og en tænkning der bevæger sig ud over det konkrete.
I denne sidste periode i Steinerskolen må læreren møde det unge menneske med en stor og detaljeret viden om det fag, han eller hun underviser i. Derfor anvendes faglærere i større og større udstrækning, efterhånden som de unge bliver ældre.